Vil du have 25.000 kr. til et sted du holder af?
Så find en samarbejdspartner i dit område og søg puljen Samlingskraft – sammen om steder vi holder af.
SAMLINGSKRAFT er Samlingskraft er en pulje, der støtter arrangementer, som formidler og forener det bæredygtige i kulturarv med lokale fællesskaber. Puljens første ansøgningsfrist er 15. marts.
Like og del opslaget på Instagram så vi kan få spændende arrangementer i hele landet.
By og Land Danmark lancerer nu kampagnen SAMLINGSKRAFT – sammen om steder vi holder af. Målet er at give økonomisk støtte til lokale kræfter, der vil sætte fokus på bygningskultur og bæredygtighed i deres nærområde. Foreningen Realdania støtter indsatsen. Der er særlige steder og bygninger overalt i landet, og Samlingskraft ønsker at bidrage til, at flere lærer de særlige steder at kende og sætter pris på dem som en del af deres lokalmiljø og hverdag. Samlingskraft støtter nemlig engagerede mennesker, som brænder for at formidle historier om bygnings- og landskabskulturen i deres nabolag.
Søg op til 25.000 kr. til et lokalt arrangement
Frem til den 15. marts kan alle med en god idé til et arrangement, der formidler de særlige steder i deres nabolag, søge støtte. Der kan søges op til 25.000 kr. pr. arrangement. Arrangementerne skal sætte fokus på den lokale bygnings- og landskabskultur, fremme forståelsen for bæredygtige løsninger og skabe nye lokale fællesskaber.
Liv i bygningsarven og stærke fællesskaber
‘Det bliver superspændende at opleve, hvordan frivillige ser og bruger den kulturarv, der er lige uden for deres hoveddør,’ siger Iben Bækkelund Jagd, formand for By og Land Danmark, og fortsætter ’Det er vigtigt at understrege, at alle frivillige grupper kan søge om midler fra Samlingskraft. Det vigtigste er en god idé, lysten til at lave et arrangement for andre mennesker og den lokale sammenhængskræft. Arrangementerne skal nemlig laves i samarbejde mellem mindst to frivillige foreninger eller lokale grupper.’
Samlingskraft er støttet af den filantropiske forening Realdania:
‘Vi håber, at Samlingskraft kan give flere mennesker en forståelse for de historier, vi sammen bygger videre på. Vi ved, at bygningskultur betyder noget for mennesker lokalt. Vi vil derfor gerne være med til at puste liv i steder og historier, som kan bidrage til livskvalitet og fællesskab,’ siger Vera Noldus, projektchef i Realdania.
Data fra forskellige analyser fra de senere år viser, at det er mere bæredygtigt og gavnligt for klimaet at genanvende materialer eller transformere eksisterende byggeri fremfor at producere nyt. Derfor støtter Samlingskraft arrangementer, der fremmer forståelsen for og bevidstheden om, hvordan eksisterende bygnings- og landskabsrum er en del af en bæredygtig fremtid.
Lokalt engagement vækker stor interesse
Tre steder i landet har man allerede gennemført de første arrangementer med støtte fra Samlingskraft. Bevaringsforeningen for Varde har f.eks. fået støtte til en filmfremvisning med fokus på lokal bygningsarv.
Henning Jensen fra Varde bygningskulturforening siger: ’På mindre end 14 dage blev alle 140 pladser i Varde Bios store sal booket og flere end 50 personer på venteliste. Det viser, at der er en stor interesse for bygningsbevaring, formidling og fællesskab. Og ikke kun blandt vore medlemmer. For mange af de tilmeldte er ikke medlemmer,’ siger Henning Jensen fra Bevaringsforeningen for Varde.
Fristen for ansøgninger til Samlingskraft er i første omgang 15. marts. Kampagnen løber i tre år med to ansøgningsfrister hvert år. Læs, hvordan du søger kampagnen på samlingskraft.dk
Faktaboks – Samlingskraft støtter arrangementer, der:
• inspirerer lokalområdet gennem inkluderende aktiviteter, der lægger op til fællesskab, bevaring og udvikling af bygningskulturen som en vigtig del af den grønne omstilling.
• skaber nye fællesskaber omkring den lokale bygnings- eller landskabskultur og styrker alliancer mellem allerede eksisterende fællesskaber og nye målgrupper.
• fremmer forståelsen for bevaring af bygninger som en bæredygtig faktor, der indgår i den grønne omstilling, det vil sige bygnings- og landskabskulturen som redskab fremfor et mål.
• Kampagnen er støttet af den filantropiske forening Realdania. Læs mere på samlingskraft.dk