Anne Lene Jørgensen har fingrene i vores største kulturarv – nu modtager hun Prins Henriks Europa Nostra Pris

ANNE-LENE-JØRGENSEN
ANNE LENE JØRGENSEN MODTAGER PRISEN 2024

Restaureringsarkitekt Anne Lene Jørgensen modtager Prins Henriks Europa Nostra Pris

Hun har lige nu fingrene nede i både restaureringen af en af landets mest markante bygninger, Nationalbankens hovedsæde i Havnegade, som Arne Jacobsen stod bag, og udskiftningen af marmorbeklædningen på en af Europas fineste statuer, Saly’s rytterstatue af Frederik V på Amalienborg Slotsplads.

Nu modtager den anerkendte restaureringsarkitekt Anne Lene Jørgensen fra Varmings Tegnestue Prins Henriks Europa Nostra Pris 2024, som udover æren ledsages af en lille skulptur formgivet af Hans Kongelige Højhed Prins Henrik. Anne Lene Jørgensen modtog Prins Henriks Europa Nostra Pris ved en prisuddeling på Rudersdal Rådhus, som er et andet af Arne Jacobsens markante værker og som netop har gennemgået en omfattende restaurering, som Anne Lene Jørgensen har stået for.

“Vi giver dig prisen for dit høje ambitionsniveau og for din vilje til at holde den restaureringsfaglige fane højt. Vi ved at restaurering ikke er en solodiciplin, så vi håber at prisen vil skinne lidt igennem til dine samarbejdskolleger, dine medarbejdere, og din medejer Nanna Steenberg,” sagde bestyrelsesmedlem i Europa Nostra Arne Høi, som også er institutleder ved Det Kongelige Akademi, ved prisuddelingen.

Anne Lene Jørgensen er uddannet restaureringsarkitekt ved Arkitektskolen i Århus og senere uddannet til byggeøkonom. Anne Lene Jørgensen arbejdede i det Slots- og Ejendomsstyrelsen, i dag Slots- og Kulturstyrelsen, før hun i 2005 videreførte Varmings Tegnestue, som i dag ejes og drives sammen med arkitekten Nanna Steenberg.