Nedslidt teater får pris
Tilbage i 1990’erne fremstod Det Ny Teater meget nedslidt, og teatret havde i nogle år kørt med det største underskud blandt de københavnske teatre. Men en redningsplan for teatrets istandsættelse omdannede teatret fra forfaldent til respekteret musikteater, og gennem 10 år har den ene kunstneriske og publikumsmæssige succes afløst den anden.
”Det var redningsplanen, der ikke blev spået nogen fremtid. Man troede simpelthen ikke, at Det Ny Teater kunne rejse sig af støvet, og mange så helst bygningen glemt og gemt. Men efter tre års intensivt arbejde var teatret ført tilbage til sin oprindelige stand og indrettet teknisk til at kunne blive Danmarks internationale musikteater,” siger Det Ny Teaters direktør Niels-Bo Valbro. Det var Niels-Bo Valbro og Bent Mejding, som planlagde fornyelsen og rejste de godt 80 millioner kroner, renoveringen kostede.
Det smukke og grundige arbejde indbragte i 1995 Det Ny Teater EU’s prestigefyldte arkitekturpris ’Europa Nostra’, ligesom Københavns Kommune har præmieret Det Ny Teater ”som anerkendelse for smukt gennemført byggeri i staden København.”