H.K.H. Prins Joachim uddelte den 13. juni 2019 Prins Henriks danske Europa Nostra pris 2019.
H.K.H. Prins Henriks Europa Nostra Pris 2019 blev tildelt kunsthistoriker dr.phil. Ulla Kjær, der modtog prisen for sin formidling af den franske og danske kunst- og arkitekturhistorie.
Prisoverrækkelsen fandt sted i Christian VIII’s Palæ, Amalienborg, hvor Prins Joachim i sin egenskab af protektor for Europa Nostra Danmark forestod overrækkelsen af Prins Henriks danske Europa Nostra Pris 2019.
Dr. phil. Ulla Kjær har ydet en særlig indsats i at undersøge, formidle og bevare kunst- og arkitekturhistori. Særligt forbindelsen mellem den franske og den danske arkitektur har været et gennemgående tema i Ulla Kjærs faglige virke, senest ved forfatterskabet til bogen ”Fransk elegance og dansk snilde”. Hendes arbejde er et betydningsfuldt bidrag til forståelsen af, at god arkitektur ofte opstår i udvekslingen over landegrænser.
Ulla Kjær har desuden skrevet om Roskilde Domkirke, Immanuelskirken, Eremitageslottet, Fredensborg Slot, Prinsens Palæ, danske kongegrave, herregårde og med mere.