Prins Henriks Europa Nostra Pris går i år til Landskabsarkitekt MDL, Kirsten Lund-Andersen som er indehaver af tegnestuen Kirsten Lund-Andersens Tegnestue.
Kirsten blev hædret for sit arbejde med den danske havekultur igennem mange år. Hendes tegnestue har i de seneste 25 år været rådgiver for Kulturstyrelsens Kontor for Bygningsfredning, og har løst mange opgaver af særlig kulturhistorisk og arkitektonisk værdi. Udover sin praksis har Kirsten været formand for Have- og Landskabsudvalget i Landsforeningen for Bygnings- og Landsskabskultur fra 1996-2021 og er stadig aktivt medlem og har på den måde været med til at rejse en række fredningsforslag af selvstændige landskabsarkitektoniske værker.
Kirsten Lund-Andersen er også medlem af PLR (Praktiserende landskabsarkitekters Råd) og i en årrække deres repræsentant i DL´s bestyrelse. I PLR kæmpede de for en aftale om honorarregler og beskrivelse af vores faglige kompetencer med Boligministeriet.
Prisoverrækkelsen fandt sted tirsdag d. 14. juni i Brøndsalen i Det Kongelige Haveselskabs Have på Frederiksberg. Landskabsarkitekt Christine Waage Rasmussen fra SLKS holdt et indlæg om den historiske havekultur, dernæst holdt etnolog Siri Daa Funder et indlæg om Real Danias projekt “Herregårdshaverne”, og Bente Scavenius overrækket Prins Henriks Europa Nostra Pris 2023 til Kirsten Lund Andersen.